Historien om alkoholiske drikke tilsat malurt går helt tilbage til de gamle egyptere og de har æren for det, vi nu kender som en af de mest berygtede drikkevarer, absinth. Historien om den absinth som vi kender fra det franske boheme liv i slutningen af 1800-tallet, begynder med den franske læge Pierre Ordinaire. Pierre Ordinaire havde trukket sig tilbage fra den franske revolution i slutningen af 1700-tallet og levede i eksil i den lille schweiziske by Couvet, hvor han åbnede en praksis. Pierre Ordinaire brugte meget tid på at indsamle aromatiske urter i området, som han kunne bruge i behandlingen af alskens sygdomme. En af de urter Pierre Ordinaire brugte var malurten. Lige siden oldtiden har malurt været kendt for at kunne fordrive orm, men den skulle indtages med forsigtighed, da den indeholdte Thujon, der kan skade nervesystemet og især påvirke synet. Af de tørrede blade og blomstrende toppe udvandt han en æterisk olie; malurtdråber tilsat alkohol samt andre urter. Eliksiren anvendte han i sin behandling mod appetitløshed og mavesmerter. Malurt er en 80-120 cm høj staude eller halvbusk, der er sølvgrå af tiltrykte hår; bladene er linjeformede. De mange kurvblomster er kortstilkede og samlet i store, rigt forgrenede toppe med gullige blomster. Malurt indeholder absinth, som er et bitter smagsstof. Ordet absinth er afledt af græsk og betyder, “noget der ikke kan spises”. Dette har munkene formodentlig benyttet sig af, da man allerede i det gamle Grækenland vidste, at tilsatte man malurt til blækket, så blev det skrevne ikke ædt af musene. Malurt har endvidere været brugt som møl urt. De tørrede stilke blev lagt i madrasser eller hundens kurv, så man kunne holde sig møl- og loppefri.

En anekdote fortæller, at Pierre Ordinaire på sit dødsleje videregav opskriften på smaragdgrøn eliksir til sin husholderske, som videregav den til en ældre dame, der blev kaldt mor Henriod. Henriod fortsatte med at fremstille eliksiren og i 1797 fik Major Dubied formlen fra Henriod. Med sønnen Marcellin og svigersønnen Henry-Louis Pernod åbner de den første produktion af absinth i Schweiz. I 1805 bygger de et andet destilleri i Pontarlier, Frankrig, under det nye firmanavn Maison Pernod Fils. Pernod Fils forbliver en af de mest populære mærker af absinth indtil drikken bliver forbudt i Frankrig i 1914.

I Algier krigen i 1840 blev der udleveret absinth til de franske tropper med henblik på at styrke kampmoralen og som et led i behandlingen af malaria. Med en alkohol procent på 70 og et stort indhold af nervegiften Thujon, der er beslægtet med det aktive stof cannabis gjorde absinth sin virkning. Soldaterne som nu havde fået smag for den grønne eliksir, vente hjem til Frankrig, hvor produktionen af absinth i mellemtiden var blevet betydeligt reduceret på grund at stigende omkostninger til fremstillingen. Med fornyet interesse og en massiv vinmangel i Frankrig forårsaget af lus i vinstokkene, vokser absinth hurtigt til at blive den mest udbredte drink på de franske caféer.

På de franske caféer blev klokken 17 kaldt for l'heure verte, eller "den grønne time," hvor kunstnere, forfattere, intellektuelle og menigmand indtog den smaragdgrønne eliksir i selskab med den grønne fe. Det siges, at man får selskab af denne grønne fe, når man har indtaget tilstrækkeligt med absinth. Absinths berømmelse spredte sig over hele Europa, fra Spanien og til USA, hvor der i 1878 blev eksporteret 8 millioner liter absinth til.



Under den franske kærlighedsaffære med den grønne fe voksede problemerne støt; der opstod en række episoder, hvor folk var gået bersærk i en absinth rus og havde begået selvmord eller myrdet andre. Det siges, at maleren Vincent van Gogh skulle have skåret sit berømte øre af efter indtagelse af absinth.

Hvor man tidligere havde sagt, at absinth kunne kurere utallige lidelser, var der nu ved at ske et holdningsskifte til absinth. Epilepsi, tuberkulose og galskab var noget at de lidelser med mente var forårsaget af indtagelsen af absinth. Specielt en episode førte til en ændret holdning; det var da den schweiziske mand, Jean Lanfray myrdede sin gravide kone og to børn i en absinth rus. Hans indtagelse af absinth blev fremhævet som årsagen til hans sindssyge. Den efterfølgende moralske panik førte til, at absinthdrikkerne bliv betragtet som farlige narkomaner i modsætning til fashionable intellektuelle. Set i lyset (det grønne lys) af de mange menneskelige tragedier som absinth medførte, blev drikken forbudt i mange lande bl.a. i Frankrig i 1914.

Siden hen er interessen for drikken genopstået, og den bliver i dag destilleret og forhandlet i en række lande. Når det kan lade sig gøre, hænger det sammen med, at der er fælles EU-regler for, hvor meget Thujon en alkoholisk drik må indeholde, nemlig maksimalt 10 mg pr. liter, hvis der er tale om spiritus, og 35 mg pr. liter, hvis produktet er klassificeret som en "bitter". Disse grænser ville også gamle dages absinth kunne leve op til. Thujon kan medføre hallucinationer, søvnløshed, opkastninger og kramper. Det er dog særdeles tvivlsomt om absinthdrikkerne virkelig var thujon forgiftet; meget tyder på, at det var kunstige tilsætningsstoffer samt ikke mindst alkoholen, der medførte "absinthisme", som det kaldtes. Absinth har nemlig en alkoholprocent omkring 60-80%. Tests af gamle flasker har vist, at Thujon indholdet generelt ikke var over de grænseværdier, der er tilladt i dag.